Slaget nord for Nordlenet
Dette er min beretning om slaget nord for Nordlenet.
Jeg har længe fulgt Adrians følge rundt og kan berette om deres heltemod og vundne slag, men dette overgår selv min vildeste fantasi.
Jeg har været jæger i Nordland i mange år, og har set og oplevet det meste, men dette har jeg ikke set før. Efter dette skyndte jeg mig til Narabond for at afgive min beretning til en skriver, for at de kan berette om det i mange år endnu.
Jeg står på sikker afstand og observere denne mørke og golde dal, hvor at kultisterne har slået lejr. De har en sort kiste, som jeg straks genkender som en af Basilikaens kister.
I løbet af få sekunder, bliver den mørke og golde dal brudt af rødt lys og man ser 2 grupper klædt i rødt, angribe denne gruppe kultister fra begge sider. Kampen er overstået i løbet af meget kort tid, og man kan høre at flammerne og stålet skærer igennem kultisterne og gøre en ende på deres liv. Adrian står i forreste linje og tager sig personligt af de første kultister de møder i kampen.
Da kampen er overstået står disse to grupper over for hinanden med kisten imellem dem. To personer træder frem og jeg genkender straks den ene som Adrian, Feltmarskal af Narabond. Den anden klædt i rødt med guldkanter træder frem imod ham og erklærer at kisten er hans. Han præsentere sig som Tarviq Allandria, Ærkekardinal af Ragil, udsendt af Flammernes Katedral på Plen. Det er denne gruppe der har jagtet Adrian og hans følge igennem mange måneder, og som også gør krav på denne kiste.
Hvad der starter som en stille samtale udvikler sig hurtigt til et højlydt skænderi, om hvem der er den retmæssige ejer af kisten. Åbenbart er indholdet meget dyrebart for Ragil kirken, men den Monopatiske kirke har samtidig gjort krav på den, da den er taget fra Basilikaen.
Dette skænderi fortsætter i noget tid, hvor at man kan mærke at begge personer har et indre raseri der er ved at komme til udtryk. Dog er Adrians ophøjet ro og måden hvorpå han kigger ned på Ragils udsendte, en ting der hurtigt får Ærkekardinalens elviske temperemant til at løbe af med ham. Men Adrian forholder sig roligt, og viser at han er de fleste mennesker overlegne.
Inden han når at sige eller gøre noget, bliver deres skænderi afbrudt af et højt brøl. De drejer sig om, og opdager at Jernhud står på toppen af dalen og sender hans hær af orker og gobliner imod den delte gruppe.
Man kan tydeligt se at der er en aftale imellem de to kirker, da de næsten med det samme danner en fælles front imod Jernhuds hær. Adrian står i front med trukket hammer, side om side med Kardinal Jikane af Plen, der har trukket en af Ragils hellige klinger Ligar, for at føre angrebet imod Jernhud sammen med Adrian.
De trækker deres linje frem foran kisten og danner hurtigt en cirkel omkring kisten for at beskytte den med deres liv.
De første linjer af orkerne bliver hurtigt og effiktivt bekæmpet og nedslagtet. I Ragils navn får de en lektion på hvad ægte Ragil krigere kan gøre i krig.
Efter at flere linjer er bølget ind over Ragils krigere, vælger Jernhud selv at gå forrest i kampen imod disse to grupperinger.
Jernhud fejer første linje væk, som en kniv skærer igennem smør, og står hurtigt ansigt til ansigt med Adrian.
Ragils første paladin vælger heltemodigt at trække sin hammer, og med Ragils velsignelse og hans hellige hammer, springe i duel med Jernhud. Slagene vælter ind over Jernhud, og Adrians kraft får tvunget Jernhud i knæ. Hvad der sker herefter, har jeg aldrig set før.
På dalens top er en hvid og grålig skikkelse dukket op, bærende på en stor sort bue. Han sender en pil afsted, som derefter sætter sig i skulderen på Adrian som derefter falder til jorden såret.
Da Jikane ser at Adrian er i knæ, springer han ind foran Adrian og placere et slag i siden på Jernhud, med Ligar. Ligars hellige kræft tvinger Jernhud et skridt tilbage.
Da Jernhud opdager dette svinger han sin kølle og rammer Jikane som bliver sendt flyvende igennem luften. Han lander livløs imellem Jernhuds styrker og Ragil kirkens folk
Adrian er kommet op og ser Ligar liggende foran ham. Hurtigt samler han det op og påkalder sig Ragils kræfter. Med hjælp fra Ragil og et Ligar i flammer, sender han en byge af slag imod Jernhud, som bliver tvunget i knæ og kan mærke Ragils styrke skære igennem hans rall inficeret krop.
Da Adrians riddere ser at Jernhud er tvunget i knæ og såret, skynder de sig at samle Adrian op og trække ham væk fra kampen, og skynde sig ud af dalen imens Ragils kirke kæmper videre imod Jernhuds orker.
Jeg ser derefter Adrians følge på vej væk fra kampen med en hårdt såret Adrian hængende imellem to af hans riddere, med Ligar hårdt knuget i hans hånd, som om at hans liv afhænger af at han ikke taber sværdet, imens to unge riddere, har taget kisten fra Ragils kirke.
Da jeg skynder mig væk fra dalen, kan jeg se at Ærkekardinalen er i gang med at befale hans mænd tilbage, mens han lader flammerne danne et skjold imellem orkerne, og hans mænd.
De prøver at trække Jikane væk fra kampen, men om de fik ham med, nåede jeg ikke at se.
Det sidste jeg hørte var Ærkekardinalens stemme der råbte efter Adrian og hans kiste.
Jeg er nu på vej hjem til Narabond, et par dagsrejser foran Adrian og hans følge.
Atter vender han sejrrig hjem, dog såret for første gang i Narabonds tjeneste.
Denne historie er gengivet præcist som jeg så det, og ved min ære er hvert et ord sandt.
Johan Markullo
Skriver i Narabond.
Posted in Uncategorized having no comments »
