Barazel
Barazels eng er beliggende centralt i Vinterskoven, og udgør et omdrejningspunkt for mange af de konflikter, som udspiller sig i skoven.
I fordums tider fandtes der et storslået grevskab, som havde sit hovedsæde på engen, og som har givet den sit navn. Grevskabet er siden gået i forfald og egnen faldet hen i lovløshed, men en broget flok af mennesker har nu slået sig ned på engen og gør et bravt forsøg på igen at rejse den til tidligere tiders storhed.
Engens beboere består i overvejende grad af handelsmænd, præster, lykkejægere og simple borgere, som tjener en god skilling på at forsyne skovens mange stridende parter. Det er et farligt spil at spille, men de øvrige kulturer har en fælles forståelse for, at de er vel tjent med dette fredelige samlingspunkt, hvor de kan mødes og handle eller føre diplomati.
Efterhånden som de øvrige kulturers stridigheder er øget igennem årene, er det også blevet sværere og sværere for Barazels folk at forholde sig neutrale. Der er mange, som ønsker at vinde herredømmet over Vinterskoven, og flere af dem har udset sig Barazels eng som udgangspunktet for deres erobringer.